Jeg har, af og til mødt patienter og pårørende, som gentagne gange har sagt og bedt os huske, at
hvis de selv eller deres pårørende får hjertestop – så vil de ikke genoplives.
Det virker tit meget fornuftig, og som oftes er det noget patienten har givet udtryk for gennem de sidste år eller den sidste tid.
Men nu er tingene ikke altid så let, som man nogen gange skulle tro.
For vi må nemlig IKKE lade være med at genoplive FØR det står skrevet i journalen – skrevet af sygehuslægen!
En aftale med den praktiserende læge gælder ikke i den sammenhæng.
Og nu er mange læger jo unge……og måske en anelse bange for at tage fejl…..så det er tit en lang og sej kamp at få dem til at skrive det i journalen.
Jeg kom til at tænke på det i dag – da jeg med en varm kop kaffe lå i min dejlige seng og læste det sidste nummer af mit fagblad:
http://www.sygeplejersken.dk/sygeplejersken/default.asp?intArticleID=17220&menu=195009
Er det rimeligt, at det skal være op til den enkelte læge i vagten at afgøre,
om en patient skal genoplives, og mod dennes udtalte ønske?
Burde det være nok, at patienten havde givet udtryk for det på forhånd?
Eller
Er det slet ikke noget patienten skal tage stilling til?
Vi kan vælge at blive donorer af både blod og organer.
Det er nogle aktive valg, vi kan tage mens vi endnu kan.
Selvom man har skrevet Livstestamente, og frabedt sig livsforlængende behandling, så er det stadig en lægelig vurdering.
Er det mon rimeligt….
Og hvor mange mon ved det er sådan?
Pjusken der sidder og fintænker lidt over systemet.
